Amager FF - Jægersborg (2-3.)
Kampreferat fra den 06-05-2011I Ekstrabladet Cup var 1éren gået videre til runde 2, hvor modstanderen var DS-holdet Jægersborg.
Onsdag aften samlede vi derfor revl og krat og hoppede i kamptøjet. Oplægget kaldte Allan for ”Byen sover”. Først skulle vi se om vi kunne lade som om vi ikke var på banen, og så når de mindst ventede det, skulle vi storme frem, råbe ”Bøh,” og så ellers få presset højt og få scoret nogle mål.
Som sagt så gjort – Vi kom ud på banen og gemte os. Joachim gjorde det så flot at Jægersborg slet ikke opdagede at vi havde et forsvar før bolden ligger i vores æske 1½ minut efter startfløjt. Her ville nogle mene at det var en dårlig taktik at lade angriberen løbe uforstyrret mod mål, men dejligt at se at vi holder os til oplægget og forbliver passive over hele linjen.
”Byen vågner” råber Allan efter små ti minutter, og så skal jeg love for at Jægerborg blev bange. Først laver de en udskiftning, så et frispark og til sidst holder de helt op med at følge med i bagkæden. Vi scorer direkte på frisparket med Zincks venstreskøjte – Keeperen havde solen i øjnene – og minutterne efter foregår i stor stil med hurtige omstillinger som Jægersborg tydeligvis havde problemer med at følge med i. Onkel tager et rush fra ca. midten til kanten af feltet hvor han i ægte Laudrup-stil lopper bolden over forsvaret ind til en helt udækket Mathias som let kan udplacere den halvt-fremstormende keeper. 2-1 og nu så alt godt ud igen. Herefter udgår Onkel efter at have været mest aktiv i perioden hvor vi skulle gemme os. Det blev til én assist, fire fejlafleveringer og en tabt hovedstødsduel. Stor kamp af den rutinerede cirkelspiller.
Resten af halvlegen foregår med chancer i begge ender, men god kynisme i bagkæden hos Amager holder Jægersborg fra store chancer. I den anden ende mangler kynismen dog lidt – ikke nødvendigvis i afslutningerne, men mere i afleveringerne. Blandt andet lægger Zinck en dårlig ukynisk aflevering gennem feltet, som stort set er umulig at score på. Dog et flot forsøg fra Mathias, som er prisgivet i situationen.
I pausen snakker vi om at sparke bolden væk fra bagkæden, og ellers går diskussionen mest ud på hvem der har glemt at købe appelsiner, og om der er mulighed for spisning i klubben efter kampen.
Anden halvleg foregår mere på Jægerborgs præmisser, men egoismen i deres frontkæde betød afslutninger fra de underligste steder, og det brokkede vi os ikke over.
En lang bold bliver sparket over amagers forsvar, men Anders er heldigvis vågen. Han stopper med at sutte på vanddunken, smider den i målet og så stormer han ellers ud og saver den angriber der ikke havde bolden. Til Anders´ ros skal det siges at han kommer flot ud, og havde Jægersborgs angriber været bolden, så havde der været clearet. Straffe mener manden med den store fløjte, og trods protester og en kæmpe offside får Jægersborg udlignet. Igen ser Anders godt ud i situationen, og han når faktisk næsten helt ud til stolpen. Det var bare en skam at det var den forkerte.
Tiden går med chancer i begge ender, og det hele begynder at ligne en uafgjort. Smeden er som bekendt United-fan, og han skulle satme ikke gå glip af kampen. Derfor vælger han at spille fire angribere blanke på et målspark, så vi kunne få afsluttet kampen. 2-3 og ikke meget tid igen.
Vi skubber det meste frem, og det giver selvsagt en masse chancer til os. Ved et indlæg fra Drost, lægger Mathias bolden tilbage henover forsvaret og keeperen til 2 amager-spillere som står helt udækkede ved bagslotpen med et helt frit mål. Her står Rav lige og hjælper Patrick med at mandetisse bag stolpen. ”Det gælder om at få dryppet af inden man hiver den ind” fortæller Rav til Patrick idet bolden passerer dem begge og ryger til målspark. Lidt ærgerligt at vi ikke tisser af i pausen.
Vi taber 3-2 og missede nu definitivt chancen for en tur i Europa. Nu har vi kun den hjemlige liga tilbage, og justerer derfor vores forventninger til forårssæsonen. Målet er nu at rykke op i DS. Nogle vil mene at det er umuligt og useriøst – men intet er umuligt for den som bærer viljen i hjertet, og måske kan vi få en dispensationssag gennemført hos DBU. Hvem ved? Det er et forsøg værd.
Kampens spiller blev for anden gang i træk MC. Helt fortjent trækker han i fidustrøjen til mandagens træning.
De 14 der var med i første kamp i maj mdr:Anders;MC(fidus),Smed,Rav,Jonas,Ymit,Onkel,Zinck(1),Drost,Danny,Ma10as(1), David(anf), Patrick,Jogge,
Ma10as....
Næste opgave................
Bliver en tur til Tingbjerg IP, TIRSDAG klokken 1930, mod BK.Fix
Lars P
















.jpg)







