Amager FF - Rødovre (5-0(4-0))
Kampreferat fra den 19-06-2009Amager FF – Rødovre (5-0 (4-0)).Ma10as,Rene,Anders,Zinck,Jean.
Onsdag d. 17 juni var det Rødovres tur til at kigge forbi John Tranums Allé. Årets næstsidste kamp skulle afgøres, og for vores vedkommende var der mere end blot 3 point på spil – vi spillede for at komme så langt væk fra nedrykningsstregen som muligt. Om Rødovre manglede motivation, eller om de var skræmt fra vid og sans af vores flotte hjemmebanestatistik skal være usagt, men de kom i hvert fald fra Amager med en ordentlig lussing.
Det var også kampen hvor vi kunne overrække 3500 gode danske kroner til Børnecancerfonden. Et beløb indsamlet blandt 1. og 2. holds spillere sæsonen igennem – og vi er glade for at kunne yde vores bidrag til et velgørende formål.
Amager FF – Rødovre 5-0 (4-0) Mathias, René, Anders, Zinck, Jean
Vi starter første halvleg i modvind, hvilket under normale omstændigheder ville betyde et voldsomt pres fra modstanderen. I løbet af kampens 5 første minutter forsøger Rødovre da også naturligt at presse spillet frem, men de lange bolde var som slik for vores solide bagkæde. En bagkæde, der kampen igennem i øvrigt spillede en fantastisk kamp, med gode clearinger, opstil og et fremragende overblik.
Små 10 minutter inde laver en Rødovre en forsvarsfejl, som Mathias lynhurtigt opsnapper og sender i kassen til 1-0. Vi sætter os tungt på spillet, og fordeler den fornuftigt rundt imellem kæderne med stor omtanke. Vi får tildelt et straffe, da Rødovre endnu engang laver et kiks i bagerste række, for derefter at fælde Zinck inde i feltet. René eksekverer sikkert til 2-0. Øjeblikket efter er den gal igen, da et indlæg fra højrekanten ender hos Anders, der firsttimer den med venstreskøjten, hårdt og fladt i højre side af målet. Et meget flot mål til 3-0, og nu begyndte det at se noget skidt ud for vores gæster. Det skulle dog blive endnu værre 1 minut før halvleg, da et godt opspil i højresiden ender med et langt indlæg til Zinck, der flugter den knaldhårdt i kassen til pauseføring 4-0. Det kan virke som om undertegnede har glemt at nævne Rødovres chancer, men som tidligere nævnt, så var forsvaret (måske specielt midterforsvaret) meget meget stærke i denne kamp, så der blev lukket godt af.
Pausen gik i vanlig stil med at rose hinanden, rose træneren og ellers bare glæde os over medvinden vi nu ville få. Der blev også kortvarigt snakket lidt om at målscoren er væsentlig, set i forhold til nedrykning, så der var bred enighed om at klø på.
Fra 2. halvlegs start var det som om Rødovre havde fået et skud selvtillid. De kom længere frem på banen, og på trods af at vi nu havde medvinden, udmøntede det sig ikke umiddelbart i et større spilovertag. Efter 4 minutter får vi dog muligheden for at komme på tavlen. En svær hjørnesparksbold kommer ind i feltet, og med 2-3 mand på ryggen får vores anfører hovedet på, og gør egentlig alt rigtigt. Bolden bliver headet hårdt nedad, men desværre måtte vi alle se det fine forsøg stoppet af et knæ på stregen. Super ærgerligt, da anføreren på dette tidspunkt godt kunne have fortjent en enkelt pind, som belønning for det fine defensive arbejde.
Nå – men vi arbejdede videre, og på trænerens opfordring sender Smedegaard en lang bold frem til Jean, der let kan prikke den forbi modstanderens keeper til 5-0. Her havde jeg spået dem til at falde sammen, men det gik faktisk lige modsat. Rødovre viste god moral mod slutningen af kampen, og kom frem til et par halve chancer, som Kappa dog havde helt styr på.
En god dag på John Tranums Allé slutter 5-0, vi går forbi Rødovre i tabellen – og det lugter af endnu et år i serie 1.
I afstemmningen om vinen fra SOLAREX, løb hele tre mand med den. Thorsten,Zinck ogJean fik hver en flaske vin med 5.stemmer hver.
Thorsten Elkjær
















.jpg)







